Vidunderlige overrumplende noveller

18.01.24
Novellerne i ”Små stød” begynder altid tilforladelige i hverdagsagtige rammer i villakvarteret, i boghandleren, på ferierejsen, men før man ved af det, tager handlingen en absurd drejning.

En dame stjæler hatte fra andre kvinders hoveder. Et kvindeligt litteraturselskab mister til mændenes skræk jordforbindelsen efter at have læst en opløftende selvhjælpsbog, og Kvium-malerierne tager magten i velhaverhjemmet, hvor husets pige får en lillebror inde i et af malerierne.

Ane Riel kratter i den pæne overflade og tager voldsomme emner som hævn, mord, halshugning og kleptomani op. Hendes særlige fabulerende stil med flere pudsige morsomme indfald sørger dog for, at det ikke bliver helt mørkt.

Læs den, hvis du har en forkærlighed for det skæve og groteske og gerne vil chokeres lidt.

/Cæcilie

Tags
Materialer