Midaldrende kvinde i krise

02.03.23
En fin lille roman, som udspiller sig over 12 dage i Birgithes liv. Birgithe er en desillusioneret folkeskolelærer, mor til 3 større børn, hun har en forstående og sød mand (da han var ung, lignede han en mellemting mellem David Beckham og en narkohandler).

Birgithe har desuden en psykisk sårbar søster. Moderen er lige død og i de 12 dage, vi følger Birgithe, flytter hun ud i moderens hus for at rydde op og gøre det klar til salg. Oprydningen i huset ripper op i fortiden og sårene fra ungdommen.

Birgithe er en type, som man som læser hurtigt bliver irriteret på men alligevel også kommer til at holde lidt af. Guldager forstår både at prise og parodiere den midaldrende kvindes omsorg for andre, hendes ansvarsfølelse og hendes dirrende harme over ret mange ting.

Katrine Marie Guldager har tidligere skrevet om en midaldrende kvinde i krise i romanen ”Bjørnen”, som også varmt kan anbefales.

...................
/Lise

Materialer