Hvordan er det så, livet omkring de 30?

17.02.22
Succesforfatteren Sally Rooney har skrevet en ny roman, som er både underholdende og tankevækkende og kan opfattes som en karakteristik af generationen omkring de 30, som nogle kalder woke-generationen.

Alice er en berømt, succesrig og velhavende forfatter. Hendes jævnaldrende veninde, Eileen, arbejder på et litterært tidsskrift til en ussel løn.

Veninderne har boet sammen, men deres venskab plejes nu mest via en intellektuel mailkorrespondance, hvor de bl.a. analyserer klimakrisen og strør om sig med kløgtige bemærkninger fra universitetsverdenen.

Men deres hovedinteresse er i virkeligheden trængslerne med kærligheden, og hvordan deres liv skal udvikle sig efter de 30, når de ser deres jævnaldrende etablere sig med ægteskab og børn.

Alice dater Felix - en rå arbejdsklassefyr, som dog også rummer et blødt hjerte og en ligefremhed, der kan sætte skred i handlingen. Eileen får et forhold til barndomskæresten, den flotte Simon, der er noget ældre, flegmatisk af temperament og troende katolik.

Der føres mange samtaler, og meget foregår tidstypisk på mobilen. Men forfatteren forstår i den grad at bygge en handling op, der kulminerer i nogle feriedage, hvor de to par mødes i Alices hus og sandhederne kommer frem, selv om de er ilde hørt.

Coronakrisen får også en rolle, da vi til slut får en statusrapport i en sidste mailudveksling mellem Eileen og Alice, der ikke har kunnet mødes pga. nedlukningen.

Her et år efter den skelsættende ferietur får læseren en status, som selvfølgelig ikke skal røbes her.

Romanens kærlighedshistorier fænger og deres afslutning er intens og medrivende. Samtidig kan bogen læses et tankevækkende generationsportræt.

--------
Jens

Tags
Materialer