Hvad er virkelighed, hvad er løgn og hvad er vanvid?

22.02.24
Det er de store spørgsmål, blandt mange, i Ava Reids ’A Study in Drowning’ – en kompakt fantasy roman, der har fundet sin inspiration i den walisiske folklore.

I en verden, hvor litteratur og historiefortælling er en bærende del af samfundet, men hvor kvinder er udelukket fra Litteraturstudiet, møder vi Effy Sayre, der i stedet må slide sig gennem sin anden prioritet - arkitekturstudiet.

Effy har, siden hun var barn, set syner af den onde Fe-konge, og hun er derfor den nok største fan af landets mest berømte forfatter Emrys Myrddin og hans mesterværk Angharad. I værket bliver den titulære hovedperson nemlig ulykkeligt gift med Fe-kongen, og må dræbe ham for at slippe fri.  

Da Myrddin dør, søger hans familie en arkitekt til renoveringen af familiens ejendom - Hiraeth Herregård. Effy griber chancen og inviteres sydpå til byen, der er tæt på at drukne i havet. Men intet her er, som hun forventer – det rådnende evigt fugtige Hiraeth, Myrddins bizarre eremit af en søn, enken, der måske slet ikke er i live, og ikke mindst Preston Héloury – den litteraturstuderende, der forsøger at bevise, at Myrddin slet ikke er forfatteren bag Angharad.  

Alt imens føles Fe-kongen mere virkelig end nogensinde før, og mens han nærmer sig, må Effy én gang for alle finde ud af, hvad der er sandt. 

Den fantastiske kombination af walisisk folklore, den klassiske gotiske setting og det svævende spørgsmål om, hvad der egentlig er sandt i denne fortælling, fangede mig virkelig som læser. 

For elskere af fantasy, folklore, dyster gotik, fortællinger om fortællinger, og mørk akademia – med et strejf af kærlighed.  

/Helena 

Tags
Materialer