
En længe ventet opfølger
Holly er efterhånden kommet videre med sit liv efter Gerry døde syv år forinden, omend savnet til ham stadig er der. Holly er nu kæreste med Gabriel, som gerne vil have, at hun flytter ind hos ham. Hun arbejder i sin søsters genbrugsbutik, hvorfra søsteren også laver en podcast.
En dag beder hun Holly om at deltage og fortælle sin historie om dengang Gerry døde og om de breve, han efterlod hende. Holly er ikke meget for det, men hun gør det.
En gruppe uhelbredeligt syge mennesker bliver inspireret af podcasten og vil nu selv i gang med at skrive breve til deres efterladte. De er desperate efter at få Hollys hjælp, men er det nu godt at åbne for alle de gamle sår? Måske var Gerrys breve i virkeligheden ikke kun for Hollys skyld.
Bogen er lige så rørende, varm, hjerteskærende og livsbekræftende som den første bog. Og jeg vil bestemt anbefale, at man starter med 1'eren, hvis man endnu ikke har læst den. Måske har du set filmen med Hilary Swank og Gerald Butler? Fortsættelsen kan også sagtens filmatiseres.
God læselyst :-)