10 gode lydbøger til stranden

14.07.19
- eller hvor du nu har lyst til at lytte til din bog.

Vi præsenterer her 10 gode og meget forskellige lydbøger, som alle kan læses på eReolen. Nemt og bekvemt når du er på farten, ved stranden eller bare på sofaen.

Nicolai Moltke-Leth: Et glimt af sjælen
Jægersoldaten og eventyreren (f. 1970) beretter om sine mange personlige udfordringer bl.a. i den afrikanske vildmark, på bjergbestigning i Himalaya og gennem Saharas ørken i rallyet Paris-Dakar.

Kalle Dixelius: Den dag hvor James McDougal forsvandt
En livsfarlig epidemi truer Stockholm på grund af griskhed i medicinalbranchen. En gruppe meget forskellige mennesker opdager, at de har evner som superhelte, så de måske kan afværge katastrofen.

Iben Konradi Brodersen: Piger kan leve længe, måske for evigt
Mønstereleven Gro skal starte i gymnasiet, men hun har ikke lyst. Hun føler sig utilstrækkelig, selvom hun altid har været god til at gå i skole. Mødet med den mystiske Faxe forandrer på mere end én måde alt.

Rosamund Lupton: Efter branden
Grace styrter ind i en brændende skole for at redde sin datter Jenny. Svært forbrændt bliver de begge indlagt på intensiv, men hvem er det, der vil Jenny det ondt? Og satte nogen ild på skolen for at komme Jenny til livs?

Peder Hove: Tretten er ude
Halvdokumentarisk roman om RAF-angrebet på lufthavnen i Aalborg 13. august 1940, som det opleves af besætningen på en af bombemaskinerne, en 14-årig dansk pige samt en tysk soldat i lyttepost.

Romain Puértolas: Den lille pige, der havde slugt en askesky så stor som Eiffeltårnet
Postbuddet Providence fra Paris, skal hente sin adoptivdatter Zahera i Marokko. Da en askesky lægger al flytrafik øde, må Providence rejse på anden vis. Med hjælp fra en kinesisk pirat, en munkeorden i Versailles og en charmerende flyveleder, lærer Providence selv at flyve. Men er historien sand?

Don Winslow: De smukke vilde
Chon og Ben driver et firma, som sælger den bedste pot i det sydlige Californien. Alt går godt indtil den dag, de får besked om at en mexicansk narkogruppe vil overtage deres forretning.

Pernille Boelskov: Granitgraven
Krimi. Agnethe Bohn er ny præst på Bornholm. Da en ung, russisk mand findes myrdet, trækkes Agnethe ind i efterforskningen. Hvorfor var Daniil Khristov på Bornholm og hvorfor blev han myrdet? Var han involveret i narkohandel, eller ledte han virkelig efter sin bornholmske familie?

Claes Johansen: Gråspurve 
Noveller om mennesker som lever i den danske hverdag på godt og ondt, men som under overfladen gemmer på potentielt farlige konflikter.

Donna Tartt: Den hemmelige historie
Psykologisk thriller om seks græskstuderende, der bindes sammen af gammelgræsk, en karismatisk lærer og til slut et mord. Det endelige opgør kommer senere.

Materialer