Kortlæser til selvbetjent bibliotek

Nu kan du gå på biblioteket, når du har tid og lyst

09.11.17
Fra den 15. november 2017 kan du komme på biblioteket fra tidlig morgen til sen aftenen og i hele weekenden. Vi udvider nemlig åbningstiden på Taastrup Bibliotek og Hedehusene Bibliotek.

Mandag-torsdag kan du benytte bibliotekerne fra kl. 07-22 og fredag-søndag er der åbent fra kl. 07-20. Der er også åbent i helligdagene, men vi holder dog lukket Juleaften og Nytårsaften.

Ydertimerne samt søn- og helligdage er baseret på selvbetjening, så hvis du ønsker hjælp, skal du komme i den betjente åbningstid. Den fortsætter uændret.

På begge biblioteker er der opsat en kortlæser ved indgangen til biblioteket. I den selvbetjente åbningstid lukker du dig ind ved at skanne dit sundhedskort og indtaste din pinkode til biblioteket. Du skal være fyldt 16 år og meldt ind på biblioteket for at benytte selvbetjent bibliotek. Du vil blive fotograferet, når du lukker dig ind og biblioteksrummet er videoovervåget.

På Taastrup Bibliotek, skal du benytte indgangen på den anden side af huset – med indkørsel fra Vesterparken 15. Der er ikke adgang fra Domhuspladsen. Der vil ikke være adgang til kælderbiblioteket eller til mødelokalerne.

I den selvbetjente åbningstid kan du afhente reserverede materialer, samt låne, forny og aflevere på selvbetjeningsautomaterne, helt som du plejer. Du er også velkommen til at benytte bibliotekets publikumsmaskiner og printe på bibliotekets printere, hvis du har et printkort. Printkortet skal købes i den betjente åbningstid, men du kan selv tanke det op via bibliotekets hjemmeside.

Der ligger vejledninger til både selvbetjeningsautomaterne og publikumsmaskinerne.
Læs mere om Selvbetjent bibliotek
 

Kom og vær med til indvielsen
Alle er velkomne, når Merete Scheelsbeck indvier de selvbetjente biblioteker:

Onsdag d. 15.11.17 kl. 15 på Taastrup Bibliotek:
Torsdag d. 16.11.17 kl. 15 på Hedehusene Bibliotek:

Vi byder på en lille forfriskning.