
Lån af magasiner fortæller hvor du bor
I Høje-Taastrup Kommune ligger det hyggelige Familie Journal på en førsteplads over udlånte magasiner i den digitale tjeneste eReolen Global, som Høje-Taastrup Bibliotekerne giver borgerne fri adgang til.
De landsdækkende udlånstal for magasiner og blade viser, at hvis du er bosat i Roskilde og låner magasiner på eReolen Global, er der stor sandsynlighed for, at du læser The Economist. Er du derimod bosat i Ringsted, så er chancen for, at du fornøjer dig med korssting og magasinet The World of Cross Stitching overvejende stor.
Bor du i en forstadskommune på Sjælland, er du måske blandt de habile amatørfotografer, der fordyber dig i Amateur Photographer. Og er du nostalgisk anlagt og interesserer dig mere for gaming end gennemsnittet af lånerne, er det nærliggende at gætte på, at du læser bladet Retro Gamer på en bopæl i Hvidovre.
På landsplan er der i første halvår af 2022 lånt 88.533 magasiner online via eReolen Global i Danmark.
- Kom godt i gang med eReolen Global ved at klikke her
- Du er også altid velkommen til at spørge om hjælp på biblioteket
Fakta om eReolen Global
Indhold
Få adgang til tusindvis af engelske e-bøger, netlydbøger og både danske og udenlandske magasiner.
På eReolen Global har du adgang til mange gode læseoplevelser til børn, unge og voksne.
Du kan finde rejsebøger, som du kan tage med på rejsen, spændende romaner til ferien eller bøger til børnene, som lige er gået i gang med engelsk i skolen.
Hvilke platforme kan du læse på?
Som App hedder eReolen Global "Libby". Den er tilgængelig til iPhone, iPad, Android, Windows Phone.
Du finder også eReolen Global under bibliotekets netmedier her på hjemmesiden, og du kan altid få hjælp til at komme i gang ved at henvende dig på biblioteket.
Låneregler
Du skal være bosiddende i den kommune, hvor du låner digitale materialer. Du kan låne 2 ebøger eller netlydbøger ad gangen. Du har fri adgang til magasinerne.
Lånetiden
21 dage. Men du kan aflevere før tid.
Genlån
Du kan låne en titel igen, når lånetiden er udløbet; men du kan risikere at skulle stå i kø til den, hvis der er reserveringer på titlen.
Om Ereolen Global
Teknik og indhold til eReolen Global leveres af Overdrive. Alt indhold er indkøbt af danske biblioteker.