Om dette arrangement
Madworkshop: Smag på vegansk med Maria Engbjerg
Kogebogsforfatter og blogger Maria Engbjerg, er kendt fra den veganske madblog ’’Vanløse Blues” og bøgerne ’Geniale Grønsager’ og ’Velsmagende Vegansk og Vegetarisk’. Maria bor i Vanløse, elsker at være kreativ i et køkken og siger selv hun er lidt af en grøntsagspassionist. Maria laver enkle grønsagsretter, som er sunde og velsmagende og ikke hverken kræver meget tid eller den store pengepung.
På dagen tilbereder Maria små smagsprøver, som alle er velkomne til at komme forbi og smage. Vi stiller også vores flotte kogebøger frem på pladsen, som naturligvis kan lånes med hjem.
Besøg Marias madblog "Vanløse Blues" her
Arrangementet er gratis, og du skal ikke melde dig til - bare kom forbi. Der vil være smagsprøver til de første 150 personer.
Bagom temaet "Mad mellem os"
Salt, peber, kanel, paprika og frikadellemix er de fem mest solgte krydderier i Coops butikker i 2018. Vi afsætter mindre og mindre tid til at spise sammen og aftensmaden er ofte noget der skal overstås med en hurtig løsning. Det til trods for at der udgives et hav af smukke kogebøger.
I hele april sætter Høje-Taastrup Bibliotekerne fokus på madens- og litteraturens verden og hyggen ved at lave maden sammen. Som en del af den landsdækkende bibliotekskampagne ’Maden Mellem Os’, laver vi en madworkshop, en kogebogskonkurrence og en madudstilling. Nu er det tid til at smage på litteraturen, og få en masse inspiration!