Jazzlytteklub: Jazzens store tenorsaxofonister (I)

Coleman Hawkins var manden, der ”opfandt” tenorsaxofonen i jazzsammenhæng. Som medlem af Fletcher Hendersons orkester i slutningen af 1920’erne udviklede han en jazzmæssigt tilfredsstillende stil på tenoren, og da han i 1939 efter fem års ophold i Europa vendte tilbage til USA, stod han som jazzens førende tenorsaxofonist. Hans musikalske åbenhed medførte at han i årene herefter ofte hørtes sammen med yngre musikere (også ved flere Europabesøg), og han stod igennem en menneskealder som den enkeltperson, der havde den største indflydelse på jazzens tenorsaxtradition. 

Det var ikke så underligt at Ben Webster fra starten var påvirket af Hawkins, det gjaldt alle tidens tenorsaxofonister. Men da han fra 1940 til 43 var medlem af Duke Ellingtons orkester, modnedes hans spil bemærkelsesværdigt til et helt personligt udtryk: i langsomme numre det sensuelt henåndede, og i raskere tempi det mere brysk raspende. 

Webster levede den sidste halve snes år af sit liv i Europa, hvor han også indspillede en række af sine smukkeste plader.