Om dette arrangement

Tid
19:00 - 22:00
Pris
Gratis
Bibliotek
Lokalitet
Hjemme hos dig selv
Target
For voksne
Litteratur

Livestream: Montanas Litteraturpris 2020

03.03.21
I et samarbejde mellem Det Kgl. Bibliotek, Montana og Dagbladet Information præsenteres en række af tidens fremmeste forfattere, som har gjort sig bemærket med deres inspirerende og fornyende bidrag til litteraturen.

Følg streamingen via Den Sorte Diamants Youtube kanal eller Den Sorte Diamants facebookside

Montanas Litteraturpris er siden 2006 blevet uddelt på Testrup Højskole i et samarbejde mellem dem og møbelfirmaet Montana og Dagbladet Information, men i år uddeles prisen i Den Sorte Diamant og livestreames til hele landet.

De nominerede er:

Shadi Angelina Bazeghi debuterede i 2015 med den anmelderroste digtsamling VINGESLAG. Forfatteren og medredaktør på tidsskriftet KRITIKER dykker i Flowmatic ned i krigen mellem Iran og Irak i 1980'erne og udforsker på poetisk vis krigens skræk og ødelæggelsen af den menneskelige krop.

Solvej Balle trådte ind på den danske litteraturscene i 90'erne og er nu aktuel med syvbindsværket Om udregning af rumfang, der finurligt undersøger menneskets eksistensvilkår.

Niviaq Korneliussen debuterede i 2014 med romanen HOMO sapienne, som blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2015. Hendes seneste udgivelse Blomsterdalen bryder med tabu om selvmord, død og misbrug.

Hans Otto Jørgensen har udover en talrig produktion af romaner, noveller og digte bl.a. været højskolelærer på Testrup Højskole og i en årrække været rektor på Forfatterskolen. Dead man walking vender tilbage til en familiehistorie, der samtidig handler om landbrugets skæbne og de store identitetsspørgsmål.

Halfdan Pisket er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi og har skrevet og illustreret en række tegneserier. For Dansker-triologien vandt Pisket bl.a. Politikens Litteraturpris. Døden er Piskets fængende bud på en utopi om verden efter pandemien.

Pernille Ipsen er uddannet historiker fra Københavns Universitet underviser til dagligt i USA. Et åbent øjeblik skildrer Ipsens egen familiehistorie – om rødstrømpernes kvindekamp i 1970'erne, som samlede syv kvinder fra hver sit hjørne af det danske samfund.

Ulrik Langen, Frederik Stjernfelt og Henrik Hortsbøll er henholdsvis historiker, idéhistoriker og forskningsbibliotekar og har trukket på deres faglighed i værket Grov konfækt, der kaster blik på de tre år i 1700-tallet, hvor J. F. Struensee afskaffede censuren og indførte trykkefriheden.