Om dette arrangement

Tid
16:00 - 17:00
Pris
40 Kr
Lokalitet
Taastrup Bibliotek
Taastrup Hovedgade 86
2630 Taastrup
Arrangører
Target
For voksne
Foredrag & debat

UDSOLGT // Morten Dyssel om Michel Houellebecq

01.11.23
Michel Houellebecq om det moderne menneskes modløshed, meningsløshed og behov for kærlighed.

Den franske forfatter Michel Houellebecq har siden udgivelsen af debutromanen Udvidelse af kampzonen (1994) været en af de mest markante stemmer i europæisk samtidslitteratur.

I sit opsigtsvækkende, omdiskuterede forfatterskab har Houellebecq skarpt og skånselsløst skildret den vestlige verdens værdisammenbrud fra den tidlige modernitet i renæssancens Europa til de senmoderne vesteuropæiske velfærdsstater, som i hans romaner befinder sig på noget nær gravens rand. Foredraget sætter lys på fremstillingen af det meningstab, som det moderne menneske lider under i en åndløs kultur, hvor materialismen og hedonismen er blevet de depraverede erstatningsguder.

Vi vil dog også se nærmere på, om der hos den radikale modernitetskritiker Michel Houellebecq kan anes et håb hinsides håbløsheden, en mening midt i meningsløsheden, et lys for enden af tunnelen? Bemærkelsesværdigt er det i hvert fald, at menneskets behov for kærlighed er et vandmærke i det pessimistisk anlagte og på flere måder højst aktuelle forfatterskab.

Foredragsholderen, Morten Dyssel, er ekstern lektor ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk ved Københavns Universitet og formand for Det Danske Thomas Mann Selskab.