Rejseklub fejrer 40 foredrag med enestående fortælling fra Etiopien
Den frivilligt drevne Rejseklub på Taastrup Bibliotek kan mandag den 24. august fejre en særlig milepæl. Her afholdes klubbens foredrag nummer 40, når John Struve tager publikum med til Etiopien og Eritrea gennem personlige oplevelser, billeder og fortællinger fra et område præget af både nødhjælp, tørke og historiske forandringer.
Af Lise Rønholt Hansen
Ved jubilæumsforedraget d. 24. august fortæller John Struve om sin udsendelse til Etiopien for Dansk Røde Kors, hvor han i tre måneder arbejdede som administrator og leder for et dansk hjælpearbejdshold bestående af tre sygeplejersker.
Opgaven var at hjælpe befolkningen i områder ramt af alvorlig tørke og sult. Holdet uddelte mad, medicin og tøj til lokalbefolkningen som en del af en større international nødhjælpsindsats. I alt var fem hold udsendt fra Schweiz, England, Finland, Norge og Danmark, som arbejdede i forskellige dele af landet.
Foredraget giver samtidig et unikt indblik i både Etiopien og Eritrea. Da John Struve første gang besøgte området, var Eritrea en etiopisk provins. Ved et senere besøg var landet blevet selvstændigt efter en langvarig borgerkrig.
Publikum kan se frem til et personligt foredrag med billeder fra rejserne og fortællinger om mødet med mennesker, kulturer og samfund under helt særlige omstændigheder.
Det 40. foredrag markeres med lidt ekstra fejring. Ud over foredraget vil der være mulighed for at vinde præmier, så jubilæet får et festligt præg for både faste deltagere og nye gæster.
Har du selv en rejsehistorie at fortælle?
Har du været på en spændende rejse, oplevet noget usædvanligt eller besøgt steder, som andre kan blive inspireret af? Rejseklubben søger borgere fra Høje-Taastrup Kommune, der har lyst til at dele deres rejseoplevelser med andre.
Man behøver ikke være professionel foredragsholder. Det vigtigste er lysten til at fortælle en god historie og dele sine oplevelser. Kontakt endelig Høje-Taastrup Bibliotekerne på bib@htk.dk, hvis det har interesse eller tag kontakt til de frivillige eller personale på dagen d. 24. august.
Kom til jubilæumsforedrag
Rejseklubbens 40. foredrag finder sted søndag den 24. august på Taastrup Bibliotek kl. 19.00.
Alle er velkomne til at komme forbi og opleve et foredrag, der både markerer et jubilæum, hylder de frivillige kræfter bag klubben og tager publikum med på en fascinerende rejse til Etiopien og Eritrea.