Lektørudtalelse

Forfatter: Marianne Agger

Kort om bogen

Nogle gange klapper man i hænderne over andres kreativitet. For et eksempel når man sidder med de to super fine pegebøger "Farver" og "Modsætninger - dyr", som er oplagte til dialogisk læsning med små børn på 1-3 år

Beskrivelse

I "Farver" møder man dyr i omgivelser, der har samme farve som dyrene. Der er syv opslag, som koncentrerer sig om hver sin farve. Der er fx en rød ræv i en rød skov og lyserøde flamingoer i en lyserød sø. I "Modsætninger - dyr" vises syv modsætninger gennem dyr, der er hinandens modsætninger som fx en blød vandmand og en hård hummer og en larmende løve og en stille mus. Bøgerne har kraftige papsider og et format på 23x21 cm

Vurdering

Man bliver glad af de her bøger. Illustrationerne er sjove og særdeles idérige, idet de består af fingeraftryksdyr pyntet med alverdens ting som fx knapper, blade, frugt, værktøj og køkkenting. Der er tænkt over detaljerne, og som der står på bagsiden, er det bøger, man ikke finder magen til. Udover at kigge på billederne, kan man også føle på fingeraftrykkene. I "Farver" ledsager en kort tekst billederne. Et eksempel er "lilla biller kravler i den lilla eng". Teksten i "Modsætninger - dyr" er ligeledes kort som fx "en lysvågen kænguru, en sovende koala"

Andre bøger om samme emne

Der findes bunkevis af pegebøger med samme emner. En lignende, imponerende pegebog om farver og med relief er Farver, og en anden fin pegebog om modsætninger og dyr er Lille bille, stor giraf