Lektørudtalelse

Forfatter: Steffen Kronborg

Kort om bogen

Den tyrkisk-armenske indvandrer James Pisket forsøger at slå sig igennem på Christiania som narkopusher og bistandsklient. Efter en isolationsfængsling må James træffe et afgørende valg mellem sin familie og sin hidtidige livsform. Graphic novel for alle med interesse for tilværelsen på samfundets skyggeside

Beskrivelse

Tredje og sidste del af Halfdan Piskets semidokumentariske fortælling om sin far og hans lange vej fra gæstearbejder til statsautoriseret dansker foreligger i samme udstyr og udtryk som trilogiens første to bind. Værket er prisbelønnet i Danmark og er solgt til udgivelse i udlandet

Vurdering

Som de tidligere albums overbeviser det nye album først og fremmest i kraft af den voldsomt suggestive, sort-hvide billedside. Stort set uden replikker, men med en indre monolog, der driver handlingen fremad med en næsten hypnotisk kraft, fortæller forfatteren faderens historie som del af et under-Danmark, de færreste af tegneseriens læsere formentlig selv kender til. Selve handlingen er ret enkel; men den berettes eminent flot i et stærkt ekspressivt billedsprog med mange symbolladede indslag og med lange helt ordløse sekvenser

Andre bøger om samme emne

Piskets trilogi ligner ikke noget andet på dansk, men hans blanding af virkelighed og symbolik i de sort-hvide billedforløb minder en del om David B.'s udtryksform, bl.a. i værket Det store onde