Sydkoreanske Han Kang modtager Nobelprisen i litteratur 2024
Den 53-årige forfatter blev torsdag tildelt Nobelprisen for sit mangeårige forfatterskab.
Af Lise Rønholt Hansen
Han Kang får prisen for sin "intensive poetiske prosa, som konfronterer historiens trauma og blotlægger menneskenes sårbarheder", som det hedder det i Det Svenske Akademis begrundelse.
Han Kang debuterede som 23-årig og har vundet adskillige priser for sit forfatterskab. Hun er bedst kendt for Vegetaren fra 2007, der blev hendes internationale gennembrud og i 2016 indbragte bogen hende International Man Booker Prize .
Tre af Han Kangs øvrige bøger er også oversat til dansk: Hvid, Levende og døde og sidst Lektioner i græsk, som udkom på dansk tidligere på året.
Nobelprisen i litteratur uddeles af Det svenske Akademi. Det skete første gang i 1901 og derefter er prisen blevet uddelt en gang om året til forfattere, der har udgivet et markant litterært værk. I de sidste mange år har der været en tradition for, at man giver prisen for et livsværk fremfor en enkelt udgivelse.
Sidste år var det norske Jon Fosse, der modtog prisen.
Med litteraturprisen følger 11 millioner svenske kroner svarende til 7,2 millioner danske kroner.