Lektørudtalelse

Forfatter: Lisbeth Thue Hansen

Anvendelse/målgruppe/niveau

Materialet tager udgangspunkt i dialogisk oplæsning - en sprogstimulerende metode til brug i børnehaver og indskoling. Bogen henvender sig primært til pædagoger og lærere

Beskrivelse

Bogen er delt i tre, billedbogen Huset - dialogisk læsning i børnehave og skole, en vejledning i teorien og baggrunden for metoden samt 17 forskellige forslag til aktiviteter. Bogen drejer sig om et hus fra 1900-tallet og Maren, der levede sine 75 år i huset. Nu er hun død. Huset er personificeret. Med en alvidende fortæller får børnene fortalt historien om Maren, der blev født i soveværelset, om livet i huset, om støvsugeren Nilfisk og om eventyrfortælling i mørkningstimen, årets gang i landsbyen - dyrskue, fastelavnsfest mv. Og nu er Maren død! Ill. i den del af bogen er farverige, og Pia Thaulov anvender forskellige teknikker indenfor farvekridt, akvarel og tusch. Dialogisk læsning fordrer, at man læser teksten op tre gange for børnene. Metoden bliver uddybet og forklaret. Den udvikler og understøtter børns sprog, ved at børnene er aktive medfortællere. Der er tale om både implicit og eksplicit læring. I teksten er 17 numre sat ind, der henviser til afsnit med uddybende punkter og aktiviteter, den voksne kan uddybe og samtale om. Her er fotos sat ind. Materialet er gennemarbejdet og gedigent

Sammenligning

Flere materialer tager udgangspunkt i dialogisk læsning fx Mobbemåsen, 2010

Samlet konklusion

Materialet, der drejer sig om læring og viden, sprogstimulering og dialogisk oplæsning, er gennemarbejdet og let at gå til