Spilleren er fra 1866 og derfor skrevet kort efter Forbrydelse og straf. Den er fra en periode hvor Dostojevskij havde slemme økonomiske problemer, bl.a. som følge af spillegæld. Spilleren hører ikke til Dostojevskijs bedste, men dens oprigtige karakteristik af ludomaniens væsen er uomtvistelig. Ludomanien er bogens vigtigste emne, men den rummer dog også en kærlighedshistorie foruden en tematik omkring den russiske nationalkarakter kontra den vesteuropæiske. Fortællingen vinder først og fremmest ved sine mange komiske og absurde dialoger og episoder. Historien er kort fortalt, at den unge huslærer Aleksej Ivanovitj, som er bogens fortæller, ankommer til Roulettenburg ved Rhinen. Her er han tilknyttet en russisk familie og dens vesteuropæiske venner. Familien og dens overhoved, en aldrende general, er stærkt forarmede og de venter derfor på et telegram fra Rusland om en tantes bortgang og hendes penge. Familien oparbejder en kæmpegæld til en fransk markise. Generalens steddatter Polina vil gerne hjælpe og beder derfor den unge huslærer Aleksej, som er forelsket i hende, om at spille på rouletten for hendes sidste penge. Derved bliver Aleksejs skæbne besejlet. I begyndelsen er spillet en sublimering for det erotiske, senere bliver spillet for ham selve lidenskaben og han er fortabt