Bogen er en tilsyneladende meget enkel historie om en midaldrende japansk kvinde Etsuko, der nu bor i England. Hendes ældste datter har begået selvmord, og hendes yngste datter prøver at værehende til opmuntring. Men i sin nuværende situation kan Etsuko ikke lade være med at tænke tilbage på en sommer i Nagasaki efter at bomben faldt. Hun mindes sit ægteskab, sin mand og sin svigerfarog især sit venskab med en anden kvinde Sako og dennes lille datter Mariko. Sako og Mariko rejste senere til USA med en amerikaner. I et meget roligt og næsten lidenskabsløst sprog fortællerdebutanten Kazuo Ishiguro en på overfladen udramatisk historie, men man opdager, at den kan fortolkes på flere måder. Blander Etsuko i sin choktilstand fortid og nutid sammen, er Etsuko og Sakoidentiske, og er Mariko hendes nu afdøde datter? Er det i virkeligheden sin egen historie og sin egen skæbne, hun mindes? Samtidig får man indtryk af, hvordan bomben ændrede alt i Japan, ogsåforholdet mellem mennesker,mellem ægtefæller og mellem generationerne. Det er en fascinerende og bevægende bog, glimrende oversat. Og så fortjener bogens meget smukke omslag at fremhæves