Vandhunden

27.06.22
Farverighed, spænding, morskab - du er Vandhunden.

En del af #barelæse, bibliotekernes fejring af sommerlæsning

Du vil have latter, fart, spænding, farver – en hylende maveplasker i bogform. Du læser for at blive underholdt. For at lade et stramt plot overraske og ondulere dig, eller en indtagende karakter tryllebinde og forføre dig, eller en original fortæller berige dig med sine svirp og skarpe sandheder.

Så lad os komme i gang! Her er en salve bøger til din ferie.

Et fængslende møde af Liane Moriarty

En overdådig villa omgivet af en frodig have, solopgangs-tai chi, yogatimer og nærende smoothies - hvem ville ikke gerne holde ferie på wellnesscenteret Tranquillum House? Ni håbefulde og dybt forskellige mennesker med små og store kriser i bagagen tjekker ind til 10 dages transformerende ophold, men det bliver udfordrende på måder, som ingen af dem havde forestillet sig. Et fængslende møde af bestsellerforfatteren Liane Moriarty er en perfekt balanceret sommercocktail med syrligt-spiddende satire, boblende dialoger og stærkt underholdende plot-twists.

1793 af Niklas Natt och Dag

Denne krimi foregår i 1700-tallets Stockholm og er ganske enkelt helt vild. Som i Kim Leines bøger bliver man transporteret til en fortid og et miljø, hvor menneskets skyggesider raserer i alle kroge. Men der er langt mere smæk på de mørke gyder, de stinkende komplotter og de lange, krogede knive. Politik, moral og armod sammenblandes, og det bliver til en hvirvelvind af en murstensroman, der fængsler til sidste side. Og så er sproget smækhamrende skarpt.

Fri agent af John le Carré

Spændingsgenrens mester var året inden sin død aktuel med sin bedste bog i årevis, nemlig Fri agent. Her bliver en fremragende spionaffære kædet sammen med Brexit, Trump og Putin, når John le Carré lægger en mildest talt pessimistisk fortolkning af verdens gang i munden på sine indtagende karakterer. Ligesom i 1793 mødes politik, dramatik og historie. Og ligesom i 1793 er det samtidig satans medrivende. Og så er der lige det ekstra, der adskiller Fri agent fra 1793 og alle andre spændingsromaner - det er John le Carré!

Sommerkulde af Jennifer Weiner

Trænger du til en forfriskende, medrivende og frem for alt dramatisk roman fuld af sommerstemning? Sommerkulde tager dig med til det mest overdådige velhaverbryllup på Cape Cod, hvor der er champagne, østers, lækre mennesker, flirt og selvfølgelig hemmeligheder. Men alt er bestemt ikke rosenrødt. For hovedpersonen Daphne, som er plus size influencer, finder ud af at bruden kun har inviteret hende med til brylluppet for at nå bredt ud på sociale medier og tiltrække store sponsorer. Da der så sker et mord, begynder skeletterne for alvor at vælte ud af skabet.

Tags