Tillykke, dronning Margrethe!

04.01.22
Vi markerer dronning Margrethes 50 års regeringsjubilæum på bibliotekerne.

Det kan godt være, at dronningen pga. corona epidemien har været nødt til at udsætte det store gallataffel og andre festligheder i forbindelse med regeringsjubilæet den 14. januar - men hos os fejrer vi vores dronning og den store dag.

Citatvæg

Kom forbi og se vores store udstilling, heriblandt en hel væg med nogle af dronningens skønneste citater.

Lån nogle af vores mange bøger om dronningen og resten af den kongelige familie. Der er indkøbt ekstra eksemplarer af de to nye bøger om dronningen ("Undervejs" og "Monark og menneske"), som du kan låne som 14-dages bøger og derved undgå reserveringskøen.

Margrethe - også i børnehøjde

Vi har fået lov at udstille en række illustrationer fra billedbogen "Margrethe - en lille dronning". Denne fortælling er et stykke danmarkshistorie i børnehøjde om en enestående og klog pige, der tager sin skæbne på sig og bliver regent for et af de ældste kongeriger i verden. Tegneren Louise Rosenkrands har begået en poetisk og lærerig børnebiografi.

 

Fødsel
1940 Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid blev født 16. april 1940 som datter af kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid af Danmark. Margrethe blev født en uge efter tyskernes besættelse af Danmark under 2. verdenskrig og fødslen blev opfattet som et lyspunkt i en svær tid.

Tronfølgeloven
1953
Ved kong Frederik IX's tronbestigelse i 1947 var Tronfølgeloven af 1853 gældende og fastlagde, at der kun var mandlig tronfølge i Danmark. Med Grundloven af 5. juni 1953 ændredes Tronfølgeloven, så der indførtes delvist kvindelig arvefølge til tronen, dog således at sønner fortsat havde fortrinsret for døtre. Da Frederik IX kun havde døtre, blev prinsesse Margrethe dermed tronfølger.

Ægteskab
1967
Prinsesse Margrethe giftede sig 10. juni 1967 med den franske diplomat Henri-Marie-Jean André, greve de Laborde de Monpezat, der herefter fik titlen prins Henrik.

Børn
Den 26. maj 1968 fødte Margrethe tronarvingen Frederik André Henrik Christian. Året efter, den 7. juni 1969, kom prins Joachim Holger Waldemar Christian til verden.

Dronning
1972
Ved sin fars død den 14. januar 1972 besteg Margrethe tronen som dronning Margrethe II af Danmark.
Dagen efter udråbte statsminister Jens Otto Krag hende som dronning fra Christiansborg Slots balkon. Hendes valgsprog er: Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke.

Enke
2018
Dronningen blev enke, da prins Henrik døde den 13. februar 2018.

Jubilæum
2022
Dronning Margrethe fejrer 50 år på tronen.