Smuk som bare fuck

19.05.22
Læs nyskabende digte og romaner af debutanter.

Jeg kan godt lide debutantlitteraturen; ofte er udtrykket mere rent og kompromisløst hos de nyudklækkede forfattere, end hos de mere etablerede. Og tendensen er, at debutanterne eksperimenterer mere.

Fem debutanter fra 2021 er udplukket her:

Sebastian Nathan (f. 1996): Honey Moon
Overskriften ”smuk som bare fuck…” er taget fra Honey Moon. Ordene beskriver et smukt regnvejr, men viser også hvor lige fra hoften digte kan skrives. Det er ikke avanceret skrift, derimod rammer det skiven lige i bulls eye med få midler. Shortlistet til Bogforums Debutantpris 2021.

Maria Hesselager (f. 1984): Jeg hedder Folkví
Stemningsfuld historisk roman, som foregår i vikingetiden. Folkví er forelsket i sin bror Áslakr, som bliver forlovet med en anden. Jalousi, trælle, togt, tidsbillede og søskendesex. Modtog Munch-Christensens debutantpris i efteråret 2021.

Rasmus Theisen (f. 1995): Andre hunde
Vi er på Grønland. Hovedpersonen, en ung dansk mand, er kun lige ved at falde til i begyndelsen af romanen, hvor han har job på biblioteket i den fiktive by Etah. Efterhånden får han nye venner, der lærer ham de kulturelle koder i landet og Etah, og får arbejde som skorstensfejer, hvilket gør det hele endnu mere snavset i mere end en forstand. Kritisk blik på Danmarks rolle i Grønland. 

Fine Gråbøl (f. 1992): Ungeenheden
Hovedpersonen er indlagt. Hun bor på gang sammen med andre unge, der hver især har deres individuelle psykiske udfordringer. Interessant indblik i psykisk syges dagligdag og levevis på en afdeling for unge. Præcist skrevet og ikke for tungsindig indholdsmæssigt. Vinder af Bogforums Debutantpris 2021.

Lasse Raagaard Jønsson (f. 1994): Ssn snnart 
Eksperimenterende poesi. Som titlen antyder er skriften bogstavelig talt stammende. Bogen har sit eget sprog, som læseren afkoder, og bliver påvirket af. Den skrøbelige stammende skrift gør bare fortællingens tema, at miste sin mor til kræft, endnu mere rørende.

-------------------------------
/Andreas

Materialer