Mette med rabarber
Mette med rabarber

Rabarber er et tegn på forår

06.05.20
Rabarbersæsonen er i fuld gang og det er bare med at bruge de skønne røde stængler, mens de er her, og så er der nu ikke noget der smager ligesom rabarber.

Jeg elsker især den dejlige syrlighed og smag, der kommer frem i mødet med sukker.  I år har jeg lært en ny måde at tilberede rabarber på.

Råsyltede rabarber
400 g rabarber
2 dl vand
2 dl sukker
1 vaniljestang

Skyl og rens rabarberne og skær dem i tynde skiver. Kom stykkerne i et rent syltetøjsglas. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud og mas dem med lidt af sukkeret. Kom sukker, vand og vaniljestang op i en gryde. Bring lagen i kog og lad det småsimre indtil sukkeret er opløst. Fjern vaniljestangen og hæld den varme lage over rabarberstykkerne, de skal dækkes helt og sæt låg på glasset. Stil dem på køl et døgns tid. Det smager fantastisk i salat og på yoghurt – MUMS siger jeg bare. Velbekomme!  

Man kan også lade sig inspirere af bogen, der kan lånes på eReolen 

Søren Staun Petersen: Rabarber: Nye og klassiske opskrifter til salt og sødt 

Her er nye spændende måder at bruge rabarber på og så er den fyldt med lækre billeder.  

Rabarberens historie 

Rabarberplanten stammer fra arter, der vokser i Asien, blandt andet i Mongoliet. Rabarber har været dyrket i Kina så langt tilbage som for 5000 år siden. Rabarber kom til Danmark omkring 1835, men først i slutningen af 1800-tallet begyndte man at bruge den i desserter og kager. Rabarber var tidligere en meget vigtig afgrøde i køkkenhaven, da man netop i det tidlige forår manglede frisk grønt. 

/Mette Mundt Ottesen, bibliotekar

Materialer