Murakamis nyeste noveller

16.09.21
Den verdenskendte Haruki Murakami har udgivet ny novellesamling. Den er fyldt med gode historier og selvbiografiske tilbageblik.

Første person ental

Jeg har aldrig læst Murakami før, ”Første person ental” er mit første bekendtskab med forfatteren. Var den så en god læseoplevelse? Ja. Murakami er en dygtig fortæller, og han har vedkommende oplevelser at berette ud fra.

Det er tydeligvis selvoplevede ting, som fortællingerne tager udgangspunkt i. Og der er både noget fra den unge, den midaldrende og den ældre Murakamis liv.

Vi hører f.eks. om den universitetstuderende Murakamis specielle ”one night stand”, teenage-kærlighed og forfatterens venskab til en kvinde, som viser sig at være noget andet end hun foregiver. Murakami beretter også om sin jazz- og baseballfascination, så det smitter af på læseren.

Murakami er den type forfatter der gerne vil fortælle noget uventet og noget nyt, som læseren ikke nødvendigvis er bekendt med, og som maner til eftertænksomhed.  

Page turner

Murakamis nye noveller læser man ud i en køre, samlingen er harmonisk og overskuelig læsning, og en sand page turner af en bog. Forfatteren er en mester til at give hver enkelt historie en spændende krølle på afslutningsvis. Historierne tager som regel også en overraskende drejning undervejs, og man læser sig forventningsfuld gennem dem.    

Indgang til forfatterskabet

Hvis man er nysgerrig på Murakamis forfatterskab, virker ”Første person ental” som et godt sted at starte og som en god forsmag. Novellerne i samlingen er let tilgængelige, og giver dig hurtigt en fornemmelse af forfatterens stil og fortælleregenskaber.

Jeg er dog overbevist om, at Murakami har skrevet bedre bøger end ”Første person ental”, som er dybere og har mere kød på. Så hvis man er mere til længere fortællinger, så er min fornemmelse, at der ligger kæmpe læseoplevelser og venter i forfatterens romanudgivelser. Jeg er i hvert fald klar på at læse mere Murakami.

Alle noveller i samlingen er nye og udkommet på dansk i 2021, på nær ”Shinagawa-aben”, som er fra 2005.

-------
Andreas, litteraturformidler

Tags
Materialer