
Mørke hændelser på plejehjemmet
David er sidst i 20erne, single og så er han en talentfuld kunstmaler. I plejehjemmets aktivitetsrum maler han portrætter af de beboere som gerne vil foreviges. En dag starter en ny vikar, Cassandra på Solhaven. Hun er livlig, ligefrem, smuk, men også mystisk og uforudsigelig. Ydermere er hun datter af en kendt galleriejer.
En nat, da en af beboerne dør, foreslår Cassandra, at David skal male den døde. David finder det dybt amoralsk og nægter i første omgang, men han er forelsket og lader sig overtale til at gennemføre det vanvittige projekt. Herefter begynder Davids verden at tage en uventet drejning - beboerne begynder at dø på mystisk vis og handlingen udvikler sig alarmerende.
Har Cassandra en finger med i spillet? Og man må bare sige at slutningen overrasker…
Forfatteren Simone Mørch Stjer fortæller historier med stor sympati for sine karakterer. De daglige rutiner på plejehjemmet er fint beskrevet, men samtidig lurer uhyggen lige under overfladen. Som læser suges man ind i miljøet – det føles som om man selv er der sammen med David på stuen om natten, når han maler sine dødebilleder.
Simone Mørch Stjers debutroman “S”, kan også anbefales.
---------------------
/Lisbeth