Folket i træerne
Folket i træerne

Mangler du en mursten?

30.04.20
Hanya Yanigaharas bøger planter sig lige midt i dit hjerte og sidder der længe efter, du har læst dem færdige.

Både debutromanen "Folket i træerne" og "Et lille liv" har hovedpersoner, som sniger sig så langt ind i dig, at de nok vil følge dig ind i mange andre bøger efterfølgende.

I disse coronatider, hvor mange arbejder hjemme, er der ikke noget bedre, end at starte på Hanya Yanigaharas forfatterskab. Hanya Yanigaharas debut "Folket i Træerne" brugte hun 18 år på at skrive. Hun skrev den om aftenen, efter hun var kommet hjem fra arbejde, og det kan man virkelig godt mærke på bogens kvalitet. Vi følger Norton Perina der, som ung amerikaner uddanner sig til læge i 1950’ernes USA, og efterfølgende begiver sig ud på en ekspedition til Ivu’iyu øerne. Her møder han et folk, som er fuldstændig afskåret fra omverdenen, men som lader til at leve et evigt liv. Hvordan kan det lade sig gøre?

Hendes anden roman "Et lille liv" skrev hun dog på kortere tid, men ikke desto mindre er den dobbelt så lang – små 800 sider. Det er en hård fortælling om fire New Yorker drenge, som er i starten af 30’erne. De fire studiekammeraters liv vikles ind i hinanden, da den ene, Jude, gemmer på en dyb og mørk fortid. Hvordan kan man få 800 sider til at gå med det? Tro mig, det kan Yanigahara! Bøgerne er ikke for sarte sjæle, da et af de emner Yanigahara er mest optaget er misbrug – lige fra magtmisbrug til incest. Norton Perina adopterer børn fra ivu’iyu øerne, for at hjælpe dem til et anstændigt liv, mener han. Senere bliver han anklaget for pædolfili. Hovedpersonen Jude gemmer på dybe hemmeligheder, da han har været igennem en brutal opvækst. Yanigahara beskæftiger sig med magtmisbrug , både fra offerets og gerningsmands perspektiv. Det gør hendes romaner mørke og oprørende, men samtidig gribende og smukke.

Begge bøger kan læses på eReolen

/Christence Stubbe Teglbjærg, kulturformidler

Materialer