Julegaver
Julegaver

Litteratur under juletræet

01.12.16
Skal du give en god bog væk i julegave, så har vores litteraturformidler Andreas Toft nogle gode ideer til dig.

Morten Sabroe: Drengen der løb med gud (2015)
Lån og/eller giv denne roman væk, og berig en du holder af med litteratur fra en virkelig dygtig forfatters hånd. Sabroe, der er uddannet journalist, skriver med et så tilbagelænet overskud, at den du giver den til i den grad kommer til at føle sig i godt selskab.

Tomas Espedal: Året (2016)
Året er den seje Tomas Espedals seneste skud på stammen. Den handler om kærlighed og den eneste ene. Giv den til romantikeren i familien.  

Haruki Murakami: Hør vinden synge/Flipperspil 1973 (2016)
Giv denne bog i julegave til en der er fan af Murakami. Den består af to kortromaner, som i sin tid skød Murakamis forfatterskab i gang. Den udkom først på dansk her i 2016.

Josefine Klougart: Stigninger og fald (2010)
Hvis du har en i familien, som gerne vil læse noget der virkelig er sproglig skarpt og talentfuldt, så forær vedkommende Klougarts debutroman Stigninger og fald i julegave. Den blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i sin tid, og er en oplagt indgang til den unge Klougarts store forfatterskab.  

Hans Otto Jørgensen: Helt og heltinde (2001)
Helt og heltinde er en fortælling om kærlighed og livet på landet i tiden omkring 2. verdenskrig. Det er en uhørt flot leg med sproget, og en historie der holder. Så hvis du kender en, der er til litteratur på et højt litterært niveau, og samtidig kan lide gode historier, er det her den perfekte gave.

Jørgen Leth: Samlede digte (2002)
Jørgen Leths Samlede digte er også fantastisk læsestof. Det er en varieret samling fuld af sublime læseoplevelser. Den indeholder f.eks. Leths legendariske sportsdigte. Så lån og/eller forær den væk i julegave til en, der trænger til at læse sjove og veldrejede digte. 
 

Materialer