Landsbyhygge, tætte venskaber og dramatiske historier

19.01.23
Lucy er en udbrændt historielærer, der tager orlov fra sit arbejde i London. Hun lejer et lille hus i en landsby i nærheden af Bletchley Park, som spillede en central rolle i modstandskampen under 2. verdenskrig.

Hun får huslejen billig mod at hun vil holde øje med sin nogle-og-90 årige nabo, Bunty.

Lucy planlægger at slappe af og læse en masse bøger om Bletchley Park, men hurtigt bliver hun sammen med landsbyens beboere involveret i at forvandle byens gamle telefonboks til et lille bibliotek. Det viser sig, at telefonboksen også har spillet en rolle under krigen.

Undervejs i bogen får vi lov at læse passager fra Buntys dagbog, da hun som ganske ung pige levede og udførte tophemmeligt arbejde under krigen. Dagbogspassagerne er rigtigt fint flettet ind.

Og så er der jo den søde snedker Sam, som Lucy også bliver venner med… ”Det lille bibliotek” er en fin og hyggelig fortælling – uden de helt store overraskelser – men bestemt anbefalelsesværdig.

---------------------------
/Lise

Materialer