
Krig i Europa
Giv dig f.eks. i kast med Hemingways Hvem ringer klokkerne for. Den er mesterligt skrevet, afdækker virkelighedsnære dilemmaer og den meningsløshed, der kan opstå i krig. Og så har denne klassiker den gode kærlighedshistorie i højsædet.
Amerikanske Robert Jordan, kæmper i Den Spanske Borgerkrig sammen med republikanerne mod nationalisterne. Han skal sammen med en gruppe guerillakrigere sprænge en strategisk vigtig bro i luften. I den forbindelse forelsker han sig i Maria, som er en del af den brogede gruppe.
Det er især Hemingways stil, og evne til at skabe ægte replikker og spændende dialoger, der gør bogen det hele værd. Derudover emmer hele fortællingen af virkelighedstro krigsberetning.
Ernest Hemingway kæmpede selv i Den Spanske Borgerkrig (år 1936-1939).
Nyere krigslitteratur
Du kan også læse mere moderne bøger inden for genren. Læs danske Anne-Cathrine Riebnitzskys bøger, tag f.eks. Den stjålne vej, som foregår i Afghanistan. Riebnitzsky, uddannet forfatter og sprogofficer i russisk, har selv været udsendt som soldat.