Kan du heller ikke få nok af "Borgen"?

17.02.22
Spin, politik og kampen om magten. Borgen er tilbage i dit TV, men hvad skal du læse eller se, mens du venter på næste afsnit?

Velkommen tilbage til Birgitte Nyborg og co. Efter en lang pause er "Borgen" tilbage med 4. sæson. Vi er oppe på den store klinge med undertitlen "Riget, Magten og Æren". Amen! fristes man til at tilføje.

Birgitte Nyborg er nu udenrigsminister og hun har svært ved at dele magten med den nye fremadstormende statsminister. Denne gang er det olie i den grønlandske undergrund, der er midtpunkt for en stor politisk sag. Det kan vælte Birgitte af posten, hvis hun ikke spiller sine kort rigtigt. Men mon ikke hun har et es eller to i ærmet i de næste par afsnit?

Her er nogle bud på, hvad du kan læse eller se, mens du venter på næste afsnit i serien.

Kronprinsessen

Der er politisk højspænding på hver side og et velskrevet medrivende plot i Hanne-Vibeke Holsts magttrilogi: "Kronprinsessen", "Kongemordet" og "Dronningeofret". Her er omdrejningspunktet politik og politisk spin. Alt det der foregår i kulissen før og efter pressemøderne. Trilogien går tæt på forholdet mellem journalister og politikere og ikke mindst hele spørgsmålet om at være kvinde i politik. Serien blev et stort hit og blev også filmatiseret i samarbejde med svensk tv. 

Her finder du Hanne-Vibeke Holsts trilogi

The future is female 

I Borgens fjerde sæson bruger statsiminister Signe Kragh flittigt hashtagget The future is female. Men det er ikke uden omkostninger at være kvinde i politik. Det kommer politisk kommentator Anne Sofie Allarp ind på i sin politiske thriller "Falske Stemmer". Her har formanden for Arbejderpartiet, Ulla Bjerg Petersen, problemer med partiledelse og fløjkrige, da hun modtager et afpresningsbrev med beskyldning om valgfusk ved den urafstemning, som gjorde hende til formand. 

Her finder du Anne Sofie Allarps politiske thriller "Falske Stemmer"

I Christian Tornbakkes politiske thriller "Det godes pris" bliver den kvindelige statsminister afpresset med nogle meget pikante billeder. Den fallerede journalist Jon Bremer prøver at opklare sagen, men det får vidtrækkende politiske konsekvenser. 

Her finder du Christian Tornbakkes politiske thriller "Det godes pris"

Kongekabale 

I Niels Krause-Kjærs politiske spændingstrilogi: "Kongekabale", "Mørkeland" og "Fandens forår" er på Katrine Fønsmarks hjemmebane. Her er vinklen de journalistiske afsløringer af, hvad der foregår bag facaden på Christiansborg. 

Her finder du Krause-Kjærs politiske trilogi

Grønland - klima eller profit?

I Borgens 4. sæson har Grønland en central rolle. Interne magtkampe, klimakrisen og kostbare fossile brændstoffer sæter Rigsfællesskabet under pres. Morten Hesseldahls spændingsroman "Mørket under isen" har samme tematikker. Det er en politisk thriller, hvor en elitesoldat konfronteres med sin barndom og ungdom i Grønland, og må agere undercover i et forandret barndomsland med storpolitiske, sociale, kulturelle og klimapolitiske spændinger. 

Her finder du Hesseldahls "Mørket under isen"

I "Nukaakas kabale" af Helle Vincentz møder vi den dansk-grønlandske Nukaaka Nielsen. Hun er enlig mor og chef i Grønlands Råstofdirektorat. Hun bliver truet af folk, der ikke står tilbage for at slå ihjel i forsøget på at bestemme, hvem der får magten over den grønlandske undergrund. 

Her finder du "Nukaakas kabale"

Meget mere "Borgen" 

Har du lyst til at gense de tidligere afsnit af "Borgen", så kan de streames på DRTV. 

Find alle sæsoner af "Borgen" på DRTV

Du kan også opfriske første sæson ved at læse bogen om Borgen af Jesper Malmose. 

Her finder du "Borgen" af Jesper Malmose

Materialer