En fyldig generationsroman

26.03.20
Man fanges af historien allerede i indledningen, hvor en kvinde, der hedder Sonja, dukker uanmeldt op hos en praktiserende læge, hun er blevet forgiftet af en svamp.

Herefter er bogen en coming-of-age historie, hvor vi følger vi Rosa, som vokser op i 1980ernes Aarhus. Hendes mor er svampeekspert. Hvem er Rosas far?

Vi følger Rosa i 30 år indtil hun er 40 år og forsker i Street Art på AU. Bogen er speciel og meget detaljeret. Det er en generationsroman, hvor vi virkelig lærer noget om 1980ernes graffiti og gadekunst. Bogen følger både kunsten og det politiske liv, de ideologiske kampe og forskelle mellem hippier, BZere, nynazister og KUere.

Blækhat er i øvrigt en spiselig svamp, men det er også navnet på en berømt street art-kunstner, hvis identitet og nationalitet er ukendt.

Blækhat udkom faktisk tilbage i 2017, og jeg har været vild med de andre bøger af Sisel-Jo Gazan, som tidligere virkelig har formået at blande genrerne. "Dinosaurens fjer" var en skøn blanding af almindelig roman tilsat både krimi og videnskab. Af en eller anden grund kom jeg fra at få læst denne her. Nu, hvor vi sidder derhjemme, er det oplagt.

Har du ikke læst denne bog endnu – så gør det. Også selv om den er fyldt med lige lovligt mange sidehistorier og detaljer. Du kan finde Blækhat som ebog på eReolen.

Materialer