Den kulturrejsende

27.06.22
Fordybelse, miljøer, historie - du er Den kulturrejsende.

Matrix af Lauren Groff

Marie de France var en digter, der levede i det 12. århundredes England. Hendes liv er sagnomspundet, men vi ved meget lidt om hende. Romanen Matrix tager udgangspunkt i Marie de France, men digter en vidunderligt fantasifuld historie på baggrund af de sparsomme historiske fakta. Vi møder Marie da hun er 17 år og er blevet forvist fra hoffet af dronning Aliénor af Aquitaine. Marie er for viljestærk, for høj, for handlekraftig og lidt for vild med dronningen. Så hun ender i et trøstesløst kloster, hvor nonnerne er syge og forrådskammeret er så godt som tomt. 

Som klostrets priorinde tager Marie med stædig viljestyrke og sans for strategi fat på at vende klosterets skæbne. Det lykkes i sådan en grad, at lokalsamfund, kirke og krone efterhånden må betragte Maries kloster som en magtfaktor, der ikke bør undervurderes. Matrix er både en gribende skæbnefortælling, et sanseligt tidsportræt og en hypnotiserende hyldest til kvindelige fællesskaber. 

Byens spor af Lars Saabye Christensen

“En bredt anlagt familieroman” af en “gedigen norsk forfatter.” Det er ikke noget tilfælde, at man lyder som om man taler om en 7-retters med vinmenu, når man prøver at beskrive Byens spor. For historien om familien Kristoffersen, der bor i Oslo i 1950’erne, er en ægte helaftensforestilling med fuld forplejning. Det er en ægte Stor Roman.

Historiens indtil videre fire bind efterlader da også læseren mættet af indtryk. Af Oslos borgere, af familierelationer og frem for alt af byen og tiden. Det er måske en af de mest fuldkomne krøniker, der er udkommet i det nye årtusinde. Og så er den bare en fryd at synke ned i, til man ikke kan skelne sin læsestol fra en bænk i Marienlystparken.

Dobbeltportræt af Agneta Pleijel

I London anno 1969 mødes to gigantiske kunstnere for første gang. På forunderlig vis skal den 83-årige østrigske maler Oskar Kokoschka lave et portræt af den 79-årige forfatter Agatha Christie. Men Oskar vil ikke male før han ved, hvem Agatha er. Og Agatha vil ikke fortælle hvem hun er, før Oskar har givet hende noget af sig selv.

At det rent faktisk er sket, er ufatteligt. Derfor er det betagende og fascinerende at læse Agneta Pleijels dokumentarroman om de to kunstnere, der begge er født i det 19. århundrede, men som mødes i en by, hvor The Beatles en dag holder koncert på en tagtop. Ligesom to mennesker mødes, mødes også to tider. Og to lande, og to kunstarter, og to verdener, der til sidst bliver til en.

Tags