Find dit næste kreative projekt i Ebook Central Plus

15.09.22
Trænger du til ny inspiration til efterårets kreative projekter, så gå på opdagelse i de mange spændende ebøger i Ebook Central Plus. Vi nævner her nogle enkelte, men der er mange flere, som du kan fordybe dig i.

Drømmer du om at dekorere dit hjem med papirblomster, som du selv har lavet? I bogen The fine art of paperflowers: a guide to making beautiful and lifelike botanicals finder du en lang række muligheder for at realisere drømmen. Hvis din garderobe trænger til et nyt look, kan du hækle små blomster efter opskrifterne i 200 crochet flowers, embellishments and trims af Claire Crompton.

Er det blomstermotiver du gerne vil lære at tegne eller male, kan du kaste et blik på Crafting modern florals: creating botanical patterns with petals, pencils and paint

Kan du godt lide at have garn mellem hænderne er der mulighed for at hente inspiration både i digtekunsten og de store tv-seriers univers. I strikkebogen Outlander knitting præsenterer Kate Atherley opskrifter på tøj, tilbehør og ting til hjemmet, hvor du på dine strikkepinde kan genskabe noget af magien fra den populære tv-serie Outlander. Der skal nok være en teenager, der kunne ønske sig et eller andet fra denne bog.

Er du mere til hæklede projekter, kan du se nærmere på Sara Kay Hartmanns Poetic crochet: 20 shawls inspired by classic poems. Designeren er ikke kun inspireret af digtekunsten, flere af opskrifterne indeholder citater, det gælder blandt andet sjalet Heather, hvor der indledes med et citat af Robert Louis Stevenson.

Ideerne til kunstfærdige projekter og flotte hjemmelavede gaver står nærmest i kø, så det er bare at kaste sig ud i det! 

-----------------------------------------
Oprindeligt skrevet af Vejle Bibliotekerne

Materialer