Rebranding på Innovationsfestivalen 2015
Rebranding på Innovationsfestivalen 2015

Rebranding – vi arbejder med levende ord

30.09.15
Projektet nærmer sig sin afslutning, men vi arbejder videre med de erfaringer og kompetencer, som projektet har givet os og som du kan se i den nye film om projektet.

Projektet ”Rebranding af biblioteket i udsatte boligområder”, som Gadehavebiblioteket sammen med Bibliotek og Medborgercenter Hedemarken, har deltage i siden maj 2014, nærmer sig sin afslutning. 30.10.2015 slutter projektperioden officielt.

Det betyder naturligvis ikke at vi holder op med at tænke Rebranding – vi arbejder videre med implementering og videreudvikling af alle de erfaringer og nye kompetencer som projektet har bragt og vi ser frem til at dele vores erfaringer med jer, når metoder og idéer på forskellig vis skal udbredes.

Et af projektets hovedformål har været at formidle litteraturen på nye og overraskende måder, på steder hvor borgerne ikke venter det og uden for vores vante rammer.  Fokus har været på den mundtlige fortælling som formidlingsværktøj. Samtidig har vi gerne ville udfordre borgernes, (og vores eget) syn på, hvad et bibliotek er.

 

Status på de koncepter og tiltag som projektmedarbejderne har arbejdet med og udviklet i projektperioden.

  • Lysvandringer:
    I boligområderne omkring Gadehavebiblioteket, er vi, iført orange gummistøvler og tørklæder, gået ud med trækvogne fyldt med krus med påtrykte citater og varm kakao. Vi har vandret ind i boligområderne med lanterner og sang og sluttet af med en fortælling af en af projektdeltagerne. Lysvandringerne bygger på det gamle vægterbegreb, hvor vægteren sang folk i seng og signalerede ro og tryghed i boligkvarterne. Biblioteket har haft gode samarbejder med Familienetværket i Helhedsplanen i Gadehavegård og koret Fazett, omkring deltagelse i vandringerne. Vi har lavet lysvandringer i flere typer boligområder; lejlighedskomplekser (lejer/ejer) og rækkehusbebyggelse.
     
  • Fortællingen kommer:
    I forbindelse med lysvandringen, er to projektdeltagere gået med hjem til udvalgte familier, hvor de har læst godnathistorie for familiens børn. Børnene har fået en lille gave som kobler sig til den læste historie og næste morgen har der også været en ting, eksempelvis en fin pose med cornflakes, til barnet for at minde om besøget. De besøgte familier har vi bl.a. fundet med hjælp fra Helhedsplanen og ved pop up-besøg i en daginstitution.
    Indbygget i konceptet ligger også muligheden for at borgere kan bestille en fortælling som indslag ved en begivenhed, fødselsdag eller anden komsammen. Denne mulighed har vi ikke afprøvet, men vi har haft bestilling på godnatlæsning, som ikke har været koblet på en lysvandring.
     
  • Poetisk pause:
    Meningen med Poetisk pause konceptet, er at give medarbejdere på en arbejdsplads, en uventet pause i arbejdet – en pause ud over de obligatoriske pauser. De poetiske pauser er på forhånd aftalt med arbejdsgiveren/lederen på arbejdspladsen. Pauserne er tænkt som et 1:1 møde (1 projektdeltager og 1 medarbejder). Mette, Margit og Katja har afprøvet både 1:1 fortælling og fortælling for en større gruppe medarbejdere. Et lokale på arbejdspladsen iscenesættes, så der skabes et særligt rum for fortællingen. Medarbejderne får en fortælling, igen ledsaget af en gave som hænger sammen med fortællingen, f.eks. en kop med citater og en pose suppe.. Næste dag uddeler arbejdsgiveren en lille ting som afslutning og reminder på fortællingen.
    Brandstationen, Driftsbyen i HTK, Frivilligcenteret, Albertslund Motorsport Center og rengøringspersonale på Gadehaveskolen er nogle af de arbejdspladser, som har modtaget en poetisk pause. Ikea, Tiger-butikkerne og Lokalavisen Taastrup har meldt positivt tilbage på tilbuddet om en poetisk pause til medarbejderne.
     
  • Stories in the dark:
    Stories in the dark er et koncept, hvor deltagerne med bind for øjnene, føres ind i et totalt mørklagt lokale. I mørket mister man fornemmelsen for tid og sted og fortællingen opleves på en anderledes nærværende måde. Mette har fortalt for kollegaer og 5. klasser på Gadehaveskolen. Også her knyttes gavegivning til fortællingen. Konceptet var ikke tænkt ind i projektet fra start, men er et spin off som blev afprøvet undervejs.
     
  • Godmorgen- og godnatarrangementer for 0. klasser og børnefamilier:
    ”Sokke-Svend” arrangementerne ligger også udenfor den oprindelige projektbeskrivelse - idéen blev til undervejs i forløbet. Her afprøvede projektdeltagerne former for oplevelsesdesign – Svens værelse blev indrettet i vores mødelokale, loftet i biblioteket blev udsmykket med tøjsnore med sokker og Katja, Margit og Mette bød velkommen iført nattøj.
    Børnefamilier blev inviteret til aftenarrangement med risengrød, sang og historien om ”Svend, Svalte & Sokkeslugeren”.  Børnene mødte op i nattøj, med sutter og dyner. O. klasserne på Gadehaveskolen blev inviteret til morgenarrangement, hvor de producerede egne sokkedyr og fik fortalt historien om Svend.
     
  • Alternative formater og formidling i biblioteket:
    Krus med citater, graffiti med litterære citater på stierne i boligområderne og på boldbanen, novelleuddrag til at læse hjemme, er nogle af de formater vi har arbejdet med. Hjemmestrikkede tørklæder er hængt op i lygtepælene som reklame for en strikkeworkshop.  Et koncept, hvor en borger på besøg på biblioteket en tilfældig eftermiddag, trækkes til side og får en lille historie, måske en sang og en novelle til at læse hjemme, er også afprøvet.

Projektet har også affødt deltagelse i andre sammenhænge:

  • Deltagelse i HTK´s Innovationsfestival, med poetiske pauser og reklame for projektet til kommunens medarbejdere.
  • Personalemøde på Rødovre Bibliotek, hvor projektet blev præsenteret for medarbejderne.
  • Planlægning og deltagelse i temadag på Gentofte Hovedbibliotek 21.10. 2015 ”Ud over stepperne”, hvor vi præsenterer projektet med indlæg af andre litteraturformidlere, poetiske pauser m.m.

Afrapportering:
Hele projektet er beskrevet i et idékatalog, som netop er gået i trykken.

Link til projektbeskrivelse: 
http://www2.htk.dk/Biblioteket/Hjemmesiden/Rebranding_projektbeskrivelse...

Tags
Materialer