
RapBeatPoesi i Hedehuset
Eleverne havde i løbet af dagen mulighed for at arbejde enten med raptekster eller beatpoesi. Rapperen Stik Op og beatpoeten Claus Høxbroe, som bibliotekerne havde hyret, er nemlig eksperter inden for de to genrer.
Før eleverne selv skulle skrive, var der fællesøvelser og fælles introduktion til genrerne. I den forbindelse fik eleverne også inspirerende personlige livsfortællinger, som understregede passionen for og dedikationen til rap og beatpoesi fra Stik Op og Claus Høxbroes side.
Eleverne lyttede opmærksomt og interesserede til de to undervisere. Og skrev koncentrerede og arbejdede seriøst, både i grupper og enkeltvis.
Efter dagens skriveproces var der fernisering, hvor Stik Op og Claus Høxbroe optrådte og kom med eksempler på rap og beatpoesi. De rappede og læste deres tekster op til den stabile rytme af underlægningsmusik, som drønede ud gennem salens anlæg. Til sidst læste de elever, der havde lyst til det, deres tekster op for alle, og dagens produktion af tekster blev hængt op på en lang tørresnor og udstillet.
Ferniseringen blev afsluttet med, at folk gik langs tørresnoren og læste dagens tekster, og eleverne fik sodavand.
Tak til alle elever, lærere og Stik Op og Claus Høxbroe for en produktiv og spændende dag med rige udfoldelsesmuligheder for alle.
Elevteksterne kan læses på Hedehusene Bibliotek fra d. 4. februar, hvor vi sætter en udstilling op med teksterne fra workshoppen.
/Litteraturformidler, Andreas Toft