Danmark Læser-lagkage

Festlig fejring af Danmark Læser-dagen

Bibliotekerne i Høje-Taastrup hyldede bøgerne på Danmark Læser-dagen og Verdens bogdag.

Smukke langstilkede røde roser, 825 bøger og tre kæmpelagkager med chokoladesnirklet påskrift ”Danmark Læser – gør du?”

Det var nogle af ingredienserne, da Bibliotekerne i Høje-Taastrup Kommune torsdag den 23. april fejrede Danmark Læser-dagen og Verdens bogdag.

I løbet af dagen blev der delt bogpakker med 25 bøger i hver ud til boguddelere, som havde meldt sig til hos Kulturstyrelsen, og som altid på Verdens bogdag blev der delt roser ud.

På Taastrup Bibliotek skar afdelingsleder Jens Vincents og børnebibliotekar Ann Linder Pedersen den flotte lagkage for, efter bibliotekschef Tine Brings Brock havde budt velkommen.

Jens Vincents og Ann Linder Pedersen skærer lagkagen for Fritids- og kulturvalgsformand Merete Scheelsbeck

”Dagen i dag er en festdag og startskuddet på, at Høje-Taastrup Kommunes borgere samles om bøgerne og deler læselysten og læseglæden. Normalt låner vi bøger ud på bibliotekerne. I dag giver vi bøger, som skal gives væk af jer, der modtager dem. Modtagerne skal læse bøgerne og igen give dem til en ny modtager. Jeg håber, at disse bøger vil vandre fra borger til borger og skabe en strøm af gode læseoplevelser og samtaler om bøgerne, forfatterne og handlingerne”, sagde bibliotekschefen.

Hun opfordrede de fremmødte til at benytte sig af muligheden for at komme på de tre biblioteker den 7. maj, 21. maj, 4. juni og 18. juni og enten få eller give en bog. På den måde kommer bøgerne til at leve et langt liv i cirkulation mellem mennesker.

Fritids- og kulturudvalgsformand Merete Scheelsbeck (C) var en af dem, som var mødt op på Taastrup Bibliotek for at få en bogpakke overrakt af bibliotekar Heidi Grønbæk Hartvigsen. For Merete Scheelsbeck er det vigtigt, at bøgerne kan være med til at skabe fællesskaber på tværs af baggrund, alder, geografi og interesser.

”Bøger gør os – sjovt nok – bedre til at læse, og det er noget af det allervigtigste for vores unge at lære. Bøger udvider vores sproglige horisont, og nogle bøger kan få os til at grine, græde og endda gøre os bange – kort sagt får bøger os til at føle”, sagde udvalgsformanden i sin tale.

Langstilkede røde roser Rikke Slivsgaard (tv.), John Jensen og Ruth Nielsen

Det synspunkt er John Jensen, Ruth Nielsen og Rikke Slivsgaard enige i. De er alle tre særdeles flittige læsere og brugere af bibliotekerne i Høje-Taastrup. John er desuden biblioteksambassadør og med i en mandlig læsegruppe, Ruth er med i en læsegruppe og frivillig i bibliotekernes børnelektiecafé samt sprogcafé, mens Rikke er biblioteksambassadør og frivillig i lektiecaféen.

”Jeg får rigtigt meget ud af at læse bøger, men man må acceptere, at ikke alle gider læse. Ved at dele bøger ud til andre, kan det være, at det lykkes at få dem til at læse og få en god oplevelse ud af det”, håbede Ruth Nielsen, der er vild med kvindeskæbnehistorier skrevet af kvindelige forfattere.

Rikke Slivsgaard mener, at mange af dem, der ikke læser, har svært ved at give sig selv lov til at sætte sig og slappe af med en bog.

”Mange mennesker arbejder meget, og når de skal slappe af ser de Netflix og HBO. Hvis en film ikke fanger efter fem minutter, zapper de bare væk. På samme måde har de det med bøger, der skal fange lige med det samme, og det er jo ikke altid tilfældet”, sagde Rikke Slivsgaard, der vil give sine bøger fra bogpakken til mennesker i hendes nærområde.

John Jensen har tænkt sig at gøre det samme:

”Jeg bor i Kingosparken, hvor der bor mange, som ikke normalt læser. De skal have en bog, og så vil jeg sørge for, at der kommer til at stå nogle bøger på hylderne på værestedet Paraplyen”, fortalte John Jensen, inden han forlod Taastrup Bibliotek med sin kasse bøger under armen.

Sami Gökdemir giver Barbara Frederiksen en bog Kaffebord på Hedehusene Bibliotek

På Gadehavebiblioteket og Hedehusene Bibliotek var der også fest i anledning af Danmark Læser-dagen og Verdens bogdag. Byrådsmedlem Sami Gökdemir (A) var en af de udvalgte, der fik en bogpakke på Gadehavebiblioteket, mens Ruth Trier fik sin bogpakke på Hedehusene Bibliotek, hvor hun klippede en rød snor over for at markere, at Danmark Læser nu er skudt rigtigt godt i gang til glæde for borgerne i Høje-Taastrup Kommune.

Du kan også låne de fem bøger som e-bøger eller lydbøger.

Materialer
Reservér
  • Bog

Hævn

Af Robert Zola Christensen (2013)
Læs mere