Foto: Litteratursiden
Foto: Litteratursiden

Anne Lise Marstrand-Jørgensen vandt DRs Romanpris

14.06.21
Ud af de seks nominerede romaner var det historien om "Margrete 1", Danmarks første kvindelige regent, der løb med hovedparten af stemmerne.

Stemmerne kommer fra 75 læseklubber på landets biblioteker, hvor de nominerede bøger det seneste halve år er blevet grundigt læst og diskuteret.

Selvom Anne Lise Marstrand-Jørgensen efterhånden er ret rutineret udi genren historisk biografi, tog det hende flere år at få hul på historien om den magtfulde kvinde.

En stor regent

Margrete 1. blev en stor regent, og selvom de fleste af os nok kender hende af navn, så er det nok de færreste, der kender hendes historie i detaljer. 

Noget af det, Margrete 1. især fortjener at blive husket for, er ifølge Anne Lise Marstrand Jørgensens hendes strategiske begavelse og vedholdenhed.

Det lykkedes hende nemlig at sidde på magten over Danmark, Norge og Sverige i mere end 36 år, selvom hun reelt aldrig havde titel af dronning. Margrete regerede i stedet som stedfortræder for først sin søn, Oluf, som var mindreårig, da han overtog den danske - og senere norske og svenske - trone. Senere trak hun i trådene for sin nevø, Erik, der blev kronet som konge, da Oluf døde som 16-årig.

I sin lange regeringsperiode var Margrete 1. blandt andet med at til at samle de nordiske lande i Kalmarunionen og sikre fred i regionen.

Har du endnu ikke fået læst "Margrete 1", så kan du låne den her på biblioteket.

Mød forfatteren i Taastrup

Den 6. oktober 2021 holder vi forfattermøde med Anne Lise Marstrand-Jørgensen i Taastrup. Her vil hun netop fortælle om bogen "Margrete 1".
Arrangementet bliver holdt i Taastrup Medborgerhus og arrangeres i samarbejde med AOF Vestegnen.

Billetter kan købes her

Om DR Romanprisen

  • DR ROMANPRISEN er en læserpris, som hvert år gives til en aktuel dansk forfatter, der har leveret en enestående roman.

  • DR og Litteratursiden.dk udvælger sammen seks bøger som kandidater til prisen, der læses og diskuteres af læseklubber på en lang række af landets biblioteker.

  • Herfra vælges tre finalister.

  • I år var de seks kandidater til prisen: 'Katalog over katastrofer' af Stine Askov, 'Hvor lyset er' af Malene Ravn, 'Penge på lommen' af Asta Olivia Nordenhof, 'Det Danmark du kender' af Peder Frederik Jensen, 'Meter i sekundet' af Stine Pilgaard og 'Margrete 1' af Anne Lise Marstrand-Jørgensen (VINDER).

  • Den endelige vinder er fundet via afstemning fra deltagerne i læseklubberne.

Materialer