
Gode bøger fra eReolen GO! til 11-13 årige
Du kan finde alle bøgerne på eReolen Go!, lige til at læse eller lytte til. Download appen eReolen Go!. Mange skolebørn kan logge sig ind med UNI-Login. Du kan også bruge dit sædvanlige bibliotekslogin og kode til at logge ind, og så er du i gang.
Tryk blot på billedet af den bog du helst vil læse her i bunden af artiklen, og så finder du den på eReolen GO!
Katharine von Bredow: Ellinor læs
Ellinor vil helst gøre alle, hun kender, glade, men det er ikke altid så let. Slet ikke da Viktor starter i klassen og vender op og ned på alting. Og når nu bedsteveninden har tænkt sig at score ham, så må hun hellere afvise ham? Ellinor må træffe et valg - skal hun blive ved med at gøre andre glade, eller skal hun følge sine følelser?
Fra 12
Kit A. Rasmussen: Ot2 - frags og fodbold lyt
Otto spiller Counter-Strike sammen med fire venner på Go Gaming holdet. De drømmer om at blive professionelle. Men Otto drømmer også om at blive professionel fodboldspiller, så da han pludselig bliver tilbudt en plads på førsteholdet, får han det svært. Hvad skal han vælge?
Fra 11 år
Mette Finderup: A.S.P.E -dæmonhuden (A.S.P.E.; 1) læs/lyt
Silvius er i lære som troldmand, og han elsker det! Da han ved et uheld sprænger laboratoriet i luften, frygter han at blive sendt hjem til sit kedelige liv som grevesøn. Men så dukker troldkvinden Erina op og tilbyder ham at blive hendes lærling.
Fra 11 år
Dorte Roholte: Mørke møder læs/lyt
13-årige Emma flytter med sin familie ind på en gård, der engang har været et hjem for forældreløse drenge. Ude midt i ingenting, i en død zone uden wifi. Emma er i krise. Men mystiske ting begynder at ske.. og en (ret lækker) fyr i gammeldags tøj begynder at henvende sig til hende.. en romantisk, spændende og lidt creepy historie.
Fra 11 år
Kasper Hoff: De ukendte (Gamerz; 1) læs/lyt
Tim er gamer og spiller under navnet “De ukendte” sammen med vennerne Croxx, Princess, Ludo og Wizard. Gruppen bliver inviteret til at deltage i online-turneringen for verdens bedste spillere. Så vildt! Der er bare det ved det, at Tims forældre mener, at han bruger alt alt for meget tid på at game. De kræver, at han bruger sin tid på sport i stedet for. Han bliver derfor nødt til at finde på noget.
Fra 11 år
Sandra Schwartz: Se mig nu læs/lyt
Den vildeste vinter i 14-årige Evas liv. Evas lillebror har fået kræft, og det er alvorligt. Sygdommen fylder alt derhjemme. Og som om det ikke var nok, har hendes bedste veninde fundet sig en anden veninde. I det hele taget føler Eva sig ret overset og har svært ved at være i sine egne følelser. Det gør det ikke nemmere, at hun møder en dejlig, spændende og ja, dødforvirrende fyr..
Fra 12 år
Eoin Colfer: Artemis Fowl (Artemis Fowl; 1) læs/lyt
12-årige Artemis Fowl er superintelligent. Han nedstammer fra en lang række af forbrydere og storsvindlere, og han har tænkt sig at følge samme spor. Han er kold, beregnende og kynisk, men ikke uden humor. Hans far er forsvundet og hans mor har fået et psykisk sammenbrud, så han må klare sig selv. No problemos. Han har penge nok og en Butler, der aldrig svigter.
Fra 12 år
Nicole Boyle Rødtnes: Monster (Medusa; 1) læs/lyt
Et lyn slår ned i glashuset, der huser slangerne i zoologisk have. Siri bliver ramt og falder ned blandt slangerne. Da hun endelig vågner fra sin koma, er alt forandret.. som i fuldstændig forandret.
Fra 11 år
Kasper Hof: De mystiske øjne (Drengen der fik ting i hovedet; 1) læs
Karl har et irriterende problem. Han får ting i hovedet. Alle mulige ting. Konstant og hele tiden. Det er til at blive skør af! I den her bog rammes han for eksempel af en kugle af ægte tungonit. Og så er det, at de mystiske øjne dukker op og begynder at udspionere ham. Men hvorfor? Her er dømt underholdning og hæsblæsende drama.
Fra 11 år
Sophie McKenzie: Forsvundet læs
14 årige Lauren er adopteret. Ved et tilfælde får hun mistanke om, at hun måske er blevet kidnappet fra en amerikansk familie som treårig. Hvordan kan hun finde sin rigtige familie? Har hendes adoptivforældre haft noget med kidnapningen at gøre? Lauren begiver sig ud på en afgørende og ganske farlig rejse for at finde svar.
Fra 12 år
Rigtig god læselyst :-)
/Gitte Bæk, børnebibliotekar