To fantastiske hestebøger

18.10.20
Måske får du ikke lige øje på de her to bøger i mængden af farvestrålende og larmende forsider på hylden. Og måske synes du også, at de har nogle underlige titler. Men når du har læst dem, giver det så god mening.

Mette Vedsø: Hest Horse Pferd Cheval Love & Liv Life Leben Vie Love

Det er bøger om venskab, kærlighed og heste. Men de ligner ikke andre hestebøger. De er anderledes på den gode måde, og jeg garanterer, at du både bliver klogere på livet, får en klump i halsen og er godt underholdt undervejs.  

Den første bog handler om Naja og Taxa der kommer fra vidt forskellige miljøer og nok aldrig ville have haft noget med hinanden at gøre, hvis ikke det var for deres fælles interesse for heste. De udvikler et helt særligt venskab, men Taxa’s voksende interesse for drenge får deres venskab til at smuldre. Og Naja står efterladt tilbage med smerten.  

I anden bog har perfekte, selvsikre Silke overtaget pasningen af Taxas hest. Der opstår nu et venskab mellem Silke og Naja. Men hvad gør man, når man ikke føler sig ligeværdig og set i et venskab? Naja begynder at fundere over, hvem hun selv er, og hvordan hun vælger til og fra.  

Kapitlerne er korte, sproget er smukt og præcist. En intens og god læseoplevelse.  

Bøgerne bør læses i rækkefølge. 

Til læsere fra 12 år.  

Anbefales af børnebibliotekar Gitte Bæk

Materialer