Fagbøger for rejselystne børn

12.03.21
Gør jer klar til afgang! Vi kommer med forslag til familiens næste litterære rejsedestination.

Drømmer dine børn sig også væk til fjerne himmelstrøg? Mange af os har ikke været uden for landets grænser – eller måske hjemmets fire vægge – i lang tid. Heldigvis er der ikke langt til hverken afrikanske savanner eller sneklædte bjerge – I skal blot have en god bog ved hånden.

Vi har udvalgt en række fortryllende fagbøger og atlasser for rejselystne børn og deres voksne. Her kan I komme med til det ydre rum, udforske storbyer eller tage på en ekspedition ind i dyrenes forunderlige verden.

God rejse – og god læselyst!

Kort over verden

Denne bog er en hyldest til verden – lige fra de højeste bjerge til det mindste insekt. Her kan I finde 56 kort over verdens lande med oplysninger om f.eks. vigtige personer, dyr og planter, lokale folkeslag og begivenheder, samt en oversigt over verdens flag.

De tegnede kort og fine illustrationer fra de enkelte lande skaber et eventyrligt univers, hvor man kan drømme sig væk til fjerne lande. Her er basis for at fortabe sig i "sofarejser" i timevis. God fra 5 år.

Lån bogen Kort over verden

Mit store dyreatlas

Det vrimler med vilde dyr på vores planet. I dette dyreatlas kan man finde mange forskellige informationer om dyrene på de forskellige kontinenter og oceaner. Flot bladre- og opslagsbog for 7-12-årige

Lån bogen Mit store dyreatlas

Kom med ud i rummet: flyv millioner af kilometer ud i galaksen

Tag med Emma, Oliver og deres hund Max, når de sammen tager på rejse ud i rummet for at undersøge solen, månen, planeter, stjerner, kometer og galakser.

Find ud af, hvordan mennesker er rejst ud i rummet, og hvilke opdagelser de har gjort. I kan også lære at finde stjernebilleder på himlen. God fra 5 år.

Lån bogen Kom med ud i rummet: flyv millioner af kilometer ud i galaksen

Storbyatlas: rejs jorden rundt med 30 storbykort

Udforsk Paris, Tokyo, Sydney, Rio de Janeiro, Cape Town og mange flere. Denne betagende billedbog indeholder 30 illustrerede kort over storbyer i hele verden. Hver by præsenteres via en stor collage med en faktaboks, en kort beskrivelse af byens særlige kendetegn og seværdigheder, attraktioner og kulinariske oplevelser. God fra 6 år.

Lån bogen Storbyatlas: rejs jorden rundt med 30 storbykort

Mystiske steder i verden: atlas for eventyrlystne læsere: tag på ekspedition til det ukendte

Rejs med rundt til en masse forskellige lande, og oplev 100 oversete, sære eller gemte steder, som I måske slet ikke vidste fandtes. Ganske enkelt en lækker bog med mange fascinerende detaljer om alverdens spændende steder, som man straks får lyst til at besøge.

Et sikkert hit til geografi-interesserede og eventyrlystne drenge og piger i alderen 9-13 år.

Lån bogen Mystiske steder i verden: atlas for eventyrlystne læsere: tag på ekspedition til det ukendte

Bare rolig! Rejsen slutter ikke her. I kan gå på opdagelse i flere spændende bøger nedenfor.

Oprindeligt skrevet af Aalborg Bibliotekerne

Materialer