En perle af en fortælling om venskabets væsen

01.02.22
Annette Herzog "Mumfen har en ven".

”Mumfens hjerte svulmede som en ballon, da det gik op for ham, at der ikke kun lå et helt almindeligt forår foran ham, men et forår med en ven”.

Mumfen har sovet vintersøvn. Det har hans nye ven Sneuglen ikke. Hun har ventet længe og tålmodigt. Tålmodighed er ellers ikke hendes stærke side, og det konflikter af og til med Mumfens lidt omstændelige væsen.

Begge er nervøse for at støde eller være for meget for den anden, så forskellige de nu engang er. Fortællingen tager nogle underfundige drejninger, når Mumfen foregiver at være med på Sneuglens impulsive idéer trods manglende lyst og mod. Ikke desto mindre nyder de hinandens selskab, der hver dag beriger deres liv.

Sjældent er et venskab beskrevet så enkelt, nuanceret og genkendeligt for selv de yngste børn fra 4 år. Og så er historien fortalt så forfriskende og mundret, at det er ren nydelse at læse højt.

Anbefales varmt til højtlæsning for de 4-7 årige.

---------------
Gitte, børnebibliotekar

Materialer