
Bare numser mig her og bare numser mig der...
De er i svømmehal, de står på ski og de er på ferie i Italien.
Far er altid god for lidt kikset, fjollet opførsel, mor er den rolige og Mira er den, der bare suger oplevelser til sig.
I alle 3 bøger introducerer forfatter og kropsaktivist Annika Leone os for en masse sjove oplevelser – der alle på et tidspunkt viser nøgenhed og hvor forskellige kroppe egentlig er.
Det er dejligt befriende og ikke et stort issue i bøgerne. Det er bare sådan. Det bliver ikke kommenteret, men er der som baggrundstæppe til historierne.
Som da far i Italien har fået et tip om en fantastisk strand og det selvfølgelig viser sig at være en nudiststrand. Ja, så er det ikke noget Mira tænker over eller gør noget ved. Hun bader bare videre i sit badetøj. Den eneste der mister badebukserne, er far. De bliver hapset af en gigantisk bølge. Og pludselig er far “klædt” som de andre på stranden.
Alle 3 bøger er oplagte til en sjov hyggestund med læsning.
Der kan snakkes med barnet om kroppe og hvor forskellige de er – og under tøjet er vi jo alle nøgne og det er ikke noget at være forskrækket over.
---------------
/Ann, børnebibliotekar