Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Taastrup Bibliotek
Taastrup Hovedgade 86
2630 Taastrup
Arrangører
Target
For alle
Musik

Rocklytteklub: New York i 70'erne

05.11.19
Rockmusikken blev genfødt for små 45 år siden af en flok drømmere i en lille klub på det sydlige Manhattan i den amerikanske storby. Forfatteren Jan Poulsen fortæller om en af de mest spændende perioder, vi endnu har oplevet i musikhistorien

Patti Smith, Ramones, Blondie, Talking Heads og Television var nogle af de mange nye navne, der dukkede op i New York i midten af 1970’erne og sparkede nyt liv på den ellers hensygnende rockscene. 

Det lille spillested CBGB var scenens epicenter og lagde lokale til nye, unge bands og solister, som var med til at forandre rockmusikken for evigt. Skønt meget forskellige i lyd og udtryk, komplementerede de fem navne – og mange andre – hinanden og blev toneangivende i den tids spirende punk- og new wavemiljø.  

Derved kom de til at inspirere tusindvis af andre unge musikere verden over, alt imens de selv blev næret af gamle ”kæmper” som Andy Warhol, Lou Reed, William S. Burroughs, forrige århundredes franske poeter og meget andet godt. Scenen gik hånd i hånd med de litterære miljøer, og billedkunstens verden lå sjældent langt derfra. 

Jan Poulsen har fulgt New York-scenen på nært hold siden 1970’erne og har set de nævnte bands spille mange gange og interviewet flere af scenens væsentligste musikere. I sit foredrag vil han kortlægge miljøet og fortælle, hvorfor det fik så stor musikalsk betydning for eftertiden, som det gjorde. Han krydrer sin fortælling med relevante vinyler fra dengang. 

Arrangementet finder sted tirsdag den 5. november 2019 på Taastrup Bibliotek. 

Jan Poulsen har skrevet bøger om bl.a. Sort Sol, Eik Skaløe, Dizzy Mizz Lizzy, David Bowie og senest om Iggy Pop.