Om dette arrangement

Tid
16:00 - 17:00
Pris
Gratis
Lokalitet
Taastrup Bibliotek
Taastrup Hovedgade 86
2630 Taastrup
Arrangører
Target
For voksne
Foredrag & debat

UDSOLGT // Erik Ingemann - Krigens sidste dage

27.03.23
I begyndelsen af 1970’erne fik DR’s korrespondent i Bonn – den legendariske Frode Kristoffersen – ideen om at lave en række tv-interviews med de nazister, der havde været tæt på Hitler i krigens sidste dage. Og med dem der fortsatte i regering efter hans død. Denne regering sad lige syd for den danske grænse – i Flensborg – helt frem til den 23. maj 1945.

Det blev til interviews med Hitlers udpegede efterfølger, storadmiral Karl Dönitz, og med hans yndlingsarkitekt og rustningsminister, Albert Speer.

Ligeledes med piloten på en mærkværdig flyvetur fra København til Berlin natten mellem den 1. og 2. maj (uden landkort at navigere efter), med manden der tabte Eva Brauns lig på trapperne, da hun skulle brændes, med admiral Wagner, der underskrev den betingelsesløse kapitulation på Lüneburger Heide den 4. maj i Montgomerys telt og med mange andre.

Men de mange tv-udsendelser blev aldrig vist. Det eneste, Frode Kristoffersen ejede, var udskrifterne af de mange interviews. Kort før sin død overdrog han dem til Gyldendal, der lovede at få dem udgivet. De blev gemt hen på Gyldendal og først fundet frem for 4 år siden.

Forlaget bad forfatter og historiker Erik Ingemann Sørensen om at gennemgå det omfangsrige materiale – og så skrive bogen.

Den er nu udkommet – og Erik Ingemann vil fortælle om det store, men utroligt spændende arbejde, det har været at skrive denne bog, der indeholder oplysninger, der ikke tidligere har været fremme.